Hjem

Pressemeddelelse 30. november 2023:


Tak for denne gang❤️


Efter næsten 15 år i ølverdenen har vi valgt at stoppe rejsen med Odden Bryg og sejle i havn - vi lukker bryghuset pr. 31.12.2023.


Det har været en lang rejse med mange fantastiske oplevelser, mange udfordringer, meget arbejde, megen læring og ikke mindst et møde med mange dejlige mennesker i og omkring øllets verden.

 

Odden Bryg har opnået mange gode ting, og vi er stolte af vores øl. Men vi må også sande, at vi i de seneste år har oplevet en ændring i salget - en markant nedgang. Forskellige initiativer - café hjemme, salgsvogn, forsøg på stadeplads på Odden Havn - har desværre ikke genereret den fremgang i salget, som vi havde ønsket. Når vi samtidig ser ind i et år med stigende råvare- og materialepriser, stigning på afgifter, stigning på stregkodesystemet og fortsatte udgifter til diverse medlemskaber, så har vi vanskeligt ved at få det hele til at hænge sammen. 

Vi har ganske enkelt ikke muligheden eller drivet til at tage det ekstra gear, der skal til for at få vækst i virksomheden - og med en virksomhed uden gæld, så er det vel i bund og grund et godt sted at stoppe op. 


Arbejdet som selvstændig fortsætter. Virksomheden ændrer pr. 01.01.2024 navn til JP Service, og Jens vil nu koncentrere sig om sin virksomhed i elbranchen.


Det har været fantastiske, spændende, lærerige, hårdtarbejdende år, som vi sætter stor pris på.

TAK til alle, der har været med på rejsen - familie, venner, samarbejdspartnere, forhandlere og kunder.


Ha’ det godt allesammen - tak for denne gang!


Kh. Malene & Jens

Odden Bryg - Oddenvej 141 - 4583 Sjællands Odde

CVR-nr: 33 01 89 75

jp@oddenbryg.dk

29 29 45 83